FRA TRÆVOGN TIL ROTAIR
Historien og teknikken bag Table Mountains kabelbane
Hvordan Table Mountains kabelbane voksede fra en drøm forsinket af krig til nutidens roterende Rotair-vogne — ingeniørerne, bagmændene og opgraderingen i 1997.
Check dates and availability ↗Bjerget ville først have en jernbane
Cape Town forsøgte først at bestige Table Mountain med jernbane, ikke kabel. I 1870'erne foreslog byens beboere en tandhjulsbane op ad skråningerne, men planen gik i stå, og Anden Boerkrig skubbede den til side. Byrådet genoplivede idéen i 1912, blot for at Første Verdenskrig igen afbrød den. I årtier betød det at nå den flade top en alvorlig vandretur, og der var ingen mangel på lyst til noget nemmere — blot ingen ingeniørplan, der var kommet videre end papiret. Det tog til midten af 1920'erne, og en helt anden slags ingeniør, før idéen bevægede sig fra forslag til konstruktion. Det, der til sidst brød dødvandet, var slet ikke en jernbane, men en norsk kabelbanespecialist med en meget anderledes vision for at nå toppen.
Den norske plan og dens bagmænd
I 1926 præsenterede den norske ingeniør Trygve Strømsøe kabelbaneplaner for tre af Cape Towns mest indflydelsesrige personer — Sir Alfred Theodore Hennessy, Sir David Graaff og mineselskabsmagnaten Sir Ernest Oppenheimer. Hvor en tandhjulsbane krævede et fast spor skåret ind i bjergsiden, krævede en kabelbane kun to stationer og en line spændt imellem dem, en langt mindre indgribende måde at bestige en klippevæg på. Bagmændene stiftede Table Mountain Aerial Cableway Company for at rejse kapital og tildele byggekontrakten, og arbejdet med den nederste og øverste station begyndte kort efter. Næsten halvtreds år efter det første jernbaneforslag havde bjerget endelig en holdbar plan — og denne gang kom pengene og ingeniørkunsten sammen.
Bygget af en tysk wirespecialist
Kontrakten gik til Adolf Bleichert & Co. fra Leipzig, en af tidens førende bygherrer af wirebaner, og projektet tog omkring to år at fuldføre til en pris af £60,000 — en betydelig udgift for en enkelt turistattraktion i 1920'ernes Cape Town. Arbejdere byggede både den nederste og øverste station og, på toppen, en tesalon til de første besøgende, der nåede toppen uden at gå. Kabelbanen åbnede den 4. oktober 1929, indviet af Cape Towns borgmester, A. J. S. Lewis. Den oprindelige vogn med træskrog og tag af blik rummede omkring tyve passagerer og en konduktør og tog knap ti minutter om at fuldføre turen op — beskedent efter senere standarder, men en ægte ingeniørbedrift for sin tid og en øjeblikkelig sensation blandt offentligheden.
I årtier stort set de samme vogne
Da kabelbanen først var åbnet, slog den sig ned i et langt arbejdsliv bygget omkring de oprindelige vogne. Generationer af besøgende kørte med dem til toppen gennem det tyvende århundredes midterste årtier, mens Cape Town voksede omkring bjerget, og kabelbanen blev et af dets definerende vartegn. Men de vogne, der havde været bemærkelsesværdige i 1929, var i 1990'erne blevet en reel flaskehals: en vogn med lav kapacitet betød lange køer på travle dage, efterhånden som besøgstallet steg langt ud over, hvad 1929-designerne havde planlagt for. Operatøren og dens ingeniører begyndte at planlægge den første virkelig store renovering i kabelbanens historie — en, der ikke blot ville udskifte vognene, men ændre den måde, alle passagerer oplevede selve turen på.
1997: Rotair-forvandlingen
Opgraderingen, der kom i 1996-97, var bygget omkring en ny vogn fra den schweiziske producent Garaventa, en del af Doppelmayr Garaventa Group, og den ændrede turen på to måder på én gang. Kapaciteten sprang fra omkring femogtyve passagerer i de gamle vogne til 65 i de nye, hvilket skar drastisk ned på køerne, mens et dobbeltwiresystem forbedrede stabiliteten i den vind, der så ofte truer kabelbanens drift. Kendetegnet var dog gulvet: bygget til at rotere en hel omgang på 360 grader under den fire-til-fem-minutters lange tur op, så alle passagerer, ikke kun dem der stod presset op ad vinduerne, så hele panoramaet — by, hav og bjergside — i løbet af turen. De vogne, der stadig kører i dag, er direkte efterkommere af det 1997-design, kaldet 'Rotair' efter rotationen, der gjorde dem berømte.
Et vartegn, der stadig vedligeholdes, ikke bare mindes
Kabelbanens historie stoppede ikke ved 1997. I januar 2019 bød den velkommen til sin 28 millionte besøgende siden 1929, et tal, der siger lige så meget om Cape Towns turistvækst som om selve maskinen. Table Mountain Aerial Cableway Company driver turen under en langsigtet koncession givet af SANParks, den statslige myndighed, der forvalter Table Mountain National Park og ejer jorden, kabelbanen står på — en lejeaftale, der holder operatøren forpligtet til at geninvestere i maskineriet, ikke blot vedligeholde det som et museumsstykke. Hver lukning for vedligeholdelse, hver sikkerhedsinspektion og hver vejrbetinget nedlukning er en del af at holde en næsten hundrede år gammel idé — at løfte Cape Towns beboere og besøgende til toppen uden en alvorlig klatretur — kørende sikkert på wirer konstrueret til det enogtyvende århundrede. At forstå den historie får den korte, glidende tur op til at føles, som det den er: det aktuelle kapitel i et meget langt projekt.